En intro: 30, tjekket og toptunet

... er på ingen måder min virkelighed.

Men jeg synes, det er en god kategorititel, for den rummer meget godt, hvad jeg troede jeg en dag ville blive, da jeg var i mine tyvere og længtes efter mindre forvirrede tider. Alle havde jo ligesom sagt, at teenageårene var de mest forvirrende, så jeg blev noget overrasket over at finde ud af, at jeg heller ikke i tyverne

havde.
styr. 
på.
en.
skid.

Til gengæld syntes jeg, at kvinderne i 30'erne var smukke!

Kvinderne i 30'erne så tjekkede ud med deres børn på armen, laid-back mascaralægning [nu ved jeg, at det ikke er en makeup-stil - den er bare en mascara, der er to dage gammel], havde en flot mand og var smukke med deres benede kraveben [= post-udmalknings-symptom, ved jeg nu]. Og så var de jo færdige med at læse og vidste, hvad de ville med deres liv!

Nu er jeg selv på vej mod de magiske 33 [mere i 30'erne kan man ligesom ikke være], jeg har droppet mascaraen - den ser jo ligesom ikke laid-back-lækker ud på mig? - og fedtet fra min hage og mine krageben (og røv!) har meldt permanent flytning og er plantet solidt og blødt omkring navlen. Yes. Barnet har jeg på armen, også den flotte mand, og jeg er færdig med at læse. Men parforholdsudfordringerne udebliver ikke, jeg har glemt (gemt?) mig selv lidt i det hele og jeg ved sgu da ikke, hvad jeg skal med mit liv.

Eller. Ret må også være ret: Jeg har faktisk en vag fornemmelse af, at jeg med små skridt faktisk nærmer mig en erkendelse af, hvad der er vigtigt i mit liv. Sådan, rigtig vigtigt. Det er noget med nogle gaver man får forærende, når man får børn; men det kan vi komme ind på et i senere indlæg. Til gengæld ved jeg ikke, hvordan jeg skal tjene (nok) til dagen og vejen og mine mange drømme. Jeg længes stadig efter mindre forvirrede tider.

Så, nu opretter jeg en online dagbog [igen - jeg havde engang en, der hed The Wild Pony, men den hører en anden tid til] og satser på, at mit arbejde med den og mit møde med jer, der læser med, vil bringe mig tættere på! På hvad, finder vi ud af hen ad vejen. Idéer har jeg nok af - og jeg skal nok introducere dem, som dagene går. 

Med bloggen øver jeg mig i at længes mindre og handle mere.

- Jeg håber, du har lyst til at følge med!

 

Et par nøgleord, til hvad jeg tror, kommer til at følge og fylde på bloggen:

👩🏼‍💻💭 Livet som selvstændig - måske også iværksætter [jeg har et par små forretningsbabyer på vej her og her]

🍸🍓 Fra København til Nordsjælland [og om perks ved #livetiSaunte og Hornbæk]

🖼🔥 Visuel inspiration [fordi everything aesthetic lits my fire]

💁🏼‍♀️📦 Min genbrugs/samlermani [og om at komme ud af den]

🏠🕯 Boligliv [er jeg den eneste med en svaghed for boligannoncer?] 

🌱🐞 Haveliv [høns, urter, ukrudt og insekter]

🚀⛵️ Rejser [og mangel på samme]

👦🏼⚓️ Mit Anker-barn [fordi jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at han ikke fylder ... alt]

 

Vi skrives ved! 
Kh. Sandra